Vietnam: Ho Chi Minh (det gamle Saigon)

Good evening, Vietnam!

Om bord paa flyet blev vi spurgt af et andet par, om vi ville dele en taxa med dem til backpackeromraadet i Ho Chi Minh. Vi kom godt ud af det med hinanden i taxa og udvekslede emails.

En email senere og en middagsaftale foerte cocktails og nu rejser vi Vietnam rundt med Lindsey og Dave fra England. De er et kaerestear og rejser rundt et halvt aar. Vi er gnisten, der har faaet deres kaerlighed til at blusse op igen...

Stemningsbillede fra det lokale marked. Kort tid inden dette billede gik vi ved et uheld forbi boderne med frisk fisk. Der var kaempe tanke med kaempe fisk, friske muslingerne, hummere, rejer og krabber. En krabbe var undsluppet og kravlede forvildet rundt mellem de mange tanke, der var ikke rigtig nogen udvej for den stakkels krabbe..krabbe paa marked = doed krabbe.

(Paa mange af restauranterne kan man selv vaelge sin fisk frisk fra akvariet).

Krigsturismen er massiv i Ho Chi Minh.

Vi var paa War Crimes Museum, der tidligere hed Museum of American War Crimes (med god grund)...udlaegningen af krigen var temmelig one-sided. Museet var temmelig gammeldags med tanks, vaaben, montrer osv. Men billederne var fuldstaendig forfaerdelige. Der var billeder af ofrene for Agent Orange (kemikalie amerikanerne brugte under krigen) der resulterede i misdannede boern uden arme og ben med deforme hoveder, skaeve lemmer og manglende oejne. Agent Orange ofrene blev foedt helt frem til 1990'erne...skraekkeligt at kigge paa billeder af vietnamesere paa ens egen alder og yngre doemt til en fremtid som kroebling.

Nogle af de billeder der gjorde staerkest indtryk var dem som amerikanske fotojournalister havde taget, imens de havde fulgt amerikanske tropper rundt i Vietnam. Teksten til billedet ovenfor loed: "Guys were about to shoot these people" Ron Haebarle remembers. " I yelled, 'Hold it' and shot my picture. As I walked away I heard M16s open up. From the corner of my eyes I saw bodies falling but I didn't turn to look."

Der var flere af saadanne billeder og uendelige massakre. To broedre paa under ti aar skydes ned, fordi de tilfaeldigt passerer amerikanske tropper. Den aeldste bror skydes foerst og falder ned paa den yngre bror for at beskytte ham, men forgaeves. Det var meget skraemmende at se paa og helt uvirkeligt, at fotograferne kunne distancere sig saa meget.

Vi havde sat os paa trappen i museumshaven...kiggede lidt paa tanks og turister - skulle lige sunde os efter de mange indtryk og tale lidt om tingene. Vi ser et lille indhak og opdager, at det er museumssektionen om tortur. Pigtraadsburene ovenfor var til fanger, det forreste blev brugt til 2-3 fanger, det bagerste til 6-7 fangerne. Man fornemmer ikke dimensionerne, men de var saa smaa, at man ikke engang ville kunne sidde uden at blive spiddet.

Der var billeder af torturofre, der havde overlevet men manglede oejne og lemmer. En mand fik amputeret den ene fod som led i forhoeringsproceduren - fem amputationer og et halvt aar senere sad han uden ben og med en knaekket sjael (forfaerdeligt billede).

Der var en kaempe guillotine og uendelige beskrivelser af torturmetoder.

Det var voldsporno i sin fulde potens, og man fornemmede virkelig den historie Vietnam lever med - krigsmuseet gjorde dybt indtryk paa os.

Dagen efter tog vi en bus til Cu Chi tunnellerne. Her levede Viet Cong under jorden i flere aar. Gangene var bitte smaa, intet vestligt mennekse ville kunne bevaege sig rundt i tunnellerne uden at sidde fast - ikke medmindre man var et 7-aarigt barn. 100m af tunnellerne var blevet udvidet, saa turister kunne gaa (sammenkroebet/halvt kravlende) i gangene. Vi holdt til 20 m, det var jo mega varmt og klaustrofobisk!
Der var spaendende historier om faelder der blev brugt til at fange dyr og amerikanske soldater - hvordan de lavede mad i morgendisen, saa roegen ikke kunne ses - hvordan de lavede sandaler, saa deres fodspor lignede dyrespor - at de koebte amerikansk saebe saa blodhundende ikke kunne lugte sig frem til dem osv.

En vietnamesisk Adonis...we love:)

Det mest karakteristiske ved Saigon var muligvis trafikken. For hver bil er der maaske 50 scootere. Gaderne er ofte meget (mega!!) svaere at krydse, fordi scooterne har foersteret til at koere og de dytter i et vaek, men vi har fundet frem til koden:

Dyt = her kommer jeg paa min scooter, har du set mig?

Dyyt = jeg er paa vej rundt i et sving, er der nogen paa den anden side?

Dyt dyt = Kan du flytte dig, for her kommer jeg paa min scooter og du koerer ikke hurtigt nok

Dyyyyyyyt = flyt dig din turist - har du ikke set mig paa min scooter...du gaar alt for langsomt.

I enkele kryds var der ikke gadelys. Her gjaldt det bare om at faa moevet sig igennem. Som fodgaenger var det ofte et spoergsmaal om liv og doed :) Man skal bare lukke oejnene og traede ud i det, det er lidt ligesom at svoemme ind i en fiskestime, trafikken tilpasser sig automatisk til een.

Koen af busbillet:

Situation 1: Forhandling med busselskabet om koeb af en Open Ticket, som vi rejser paa hele vejen op igennem Vietnam. Man kan vaelge seks destinationer, hvor man hopper af og paa bussen. Ekspedienten var ikke saerlig villig til at forhandle om prisen. Men.....

Situation 2: Louise og Lindsey prover haardt at forhandle. En kombination af engelsk haardhed og dansk charme (we are very poor)..

Resulterer i at vi fik forhandlet prisen ned med 1 dollar:)

Sleeper bus til 34 dollars here we come...wuuhuuu.

Det er en super laekker sovebus, hvis chauforren bare ville lade vaere med at dytte hvert 2. minut ...og beskylde Louise for at oedelaegge bussen med hendes lange lemmer, saa ville det vare en 1. klasses tur :)

Og regnem forfulgte os fra Kualar Lumpur til Saigon. Gaderne blev fuldstaendig oversvommet, kloaksystemet fungerer ikke optimalt, maaske paa grund af alle rotterne (der er vildt mange rotter her) . Boernene (Louise) synes det var helt fantastisk og havde vandkampe med turisterne.