Hoi An er byen med de 1000 skraedderbutikker (eller saadan foeltes det). Vi moedte et par fyre senere paa vores tur, de havde slet ikke opdaget, at der var skraedderbutikker i Hoi An, de havde lejet motorcykler og var koert til stranden...saa maaske er det en pigeting:)
Der skulle i hvert fald syes kjoler, bluser, shorts og nederdele.
De vietnamesiske piger i butikken havde faaet nye navne som Rose, Luna og Krista for at goere det nemmere for os vesterlaendinge.
Stemningen var konstant hektisk, fra tidlig morgen til sen aften var der et utal af gaester og ekspedienter. Der var konstant fittings, skjorter der blev hasteleveret til skraedderne paa 1. etage og maend der sad modloest og stirrede blankt ud i luften (de var faktisk ret morsomme at betragte).
Det var ogsaa muligt at faa syet sko i Hoi An...eller syet er vist saa meget sagt...limet sko er nok mere korrekt, men det var en oplevelse.
Over for skraedderbutikken var der den fineste lille butik med water puppets.Water puppets var risboendernes underholdning og er traefigurer paa en planke som placeres i vandet overflade. En raekke snorer kan faa dukkerne til at bevaege sig...lidt ligesom marionetdukker bare vandret paa en vandoverflade. Dukkerne i butikken var op til 150 aar gamle, meget smukke og fascinerende.
Den japanske bro (meget gammel bro) i Hoi An. Den er afbilledet paa utallige postkort og nu forevigt paa vores blog. Vi saa den, vi gik over den ( det tog 30 sek.) og vi tog et billede.
Vi tog en baadtur paa en time og saa den gamle bydel fra vandsiden. Det var meget fint, men ikke saa idyllisk, da motoren larmede sindssygt meget. Da vi kom tilbage fra baadturen satte vi os ind paa restauranten i midten paa oeverste etage og spiste frokost, laeste i vores boeger og kiggede paa de lokale og turisterne...Malou tog sig endda en lille lur..det var langt mere idyllisk. Bonus ved at sidde paa foerste etage er, at der ikke kan komme postkortsaelgere og tiggere hen til dig, en enkelt proevede dog at saelge armbaand ved at raabe op til os...de er virkelig ihaerdige. 
Paa baadturen sejler vi forbi denne gamle mand. Han kommer ind fra sidelinjen og kommer frem i vandet ved at vippe baaden frem med hele sin kropsvaegt, saa baaden naermest hopper hen over vandet ligesom naar man slaar smut, det ser enormt morsomt ud og virker meget autentisk. Han stopper op ud for baaden, goer honoer og straekker derefter haanden ud for at faa penge...intet er gratis i Vietnam og det er sjaeldenet at opleve noget virkelig autentisk.
Det enedelige resultat efter uendelige fittings i smaa rum sammen med andre noegne turister. Men saa meget det hele vaerd:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar