Hue

Hue blev byen, hvor vi var paa pooljagt paa alle de 5 stjernede hoteller...noej hvor var de fine...vaerlserne kostede over 100 dollars om dagen, men poolen kunne vi laane for 5 dollars. Vi afsatte et par dage til afslapning ved poolen med "Perfume River" som baggrund. I poolen faldt vi i snak med et par finske sygeplejersker i praktik. De var paa foedeafdelingen og var desperate efter at se en rigtig foedsel, da naesten alle boern foedes ved kejsersnit...de vietnamesiske kvinder er mindre, men boernene vejer stadig 5 kilo.

Ovenstaaeden plakat er til oplysning til kvinderne om sygdomstegn ved barnet...den vietnamesiske OBS reklame...saa fin.

Hue var konstant plaget af stroemafbrydelser, 1. dag ingen stroem om morgenen, 2. dag ingen stroem om aftenen, 3. dag ingen stroem hele dagen...saadan var det i sommerperioden, da regeringen ville spare paa stroemmen...meget meget irriterende, naar man bor paa 7. sal...lige har vaeret oppe og skifte toej, kommer ud paa gaden og maa gaa tilbage op ad trappen fordi, at man har glemt sit kamera...Louise: "det er godt for laarmusklerne Malou" :) ...right!!

Forbryderbilleder paa gaden til skraek og advarsel...paa nogle af billederne var der kun boern, men paa foedselsdatoen var de fra 50'erne og 60'erne...ved ikke lige hvor effektivt det var...men lidt ligesom at vaere tilbage i det gamle westen.. yeeee haaa

Hue er det mest turistede sted i Vietnam pga. de mange kongegrave...maaden at kommer dertil var bl.a. med dragebaade paa Perfume river.

En soe ved en kongegrav

En port ved en kongegrav

Et taarn ved en kongegrav

Statuer af soldater der passer paa kongen ved en kongegrav...kongen er gemt et hemmeligt paa omraadet.

En fin port ved en kongegrav..denne konge var meget inspireret af Kina, hvilket kunne arkitekturen og statuerne bar praeg af.

En beskytter ved ingangen til et tempel...saa fin

En af dagene lejede vi cykler og cyklede ud til kongegravene...vi ville tage en lille smutvej...Lige pludselig var der ikke mere vej, kun grusvej...vi fortsatte...og endte ude paa lars tyndskids rismark...meget autentisk

...som det fremgaar tilbragte vi meget tid ved poolen ( bl.a. pga. af Malous svedproblemer...der var VIRKELIGT varmt i Hue).. Og til Mette og Marianne - ja, vi ved godt at denne blog er meget kedelig...

Hoi An.. Se min kjole den er gul som solen...

Hoi An er byen med de 1000 skraedderbutikker (eller saadan foeltes det). Vi moedte et par fyre senere paa vores tur, de havde slet ikke opdaget, at der var skraedderbutikker i Hoi An, de havde lejet motorcykler og var koert til stranden...saa maaske er det en pigeting:)

Der skulle i hvert fald syes kjoler, bluser, shorts og nederdele.

De vietnamesiske piger i butikken havde faaet nye navne som Rose, Luna og Krista for at goere det nemmere for os vesterlaendinge.

Stemningen var konstant hektisk, fra tidlig morgen til sen aften var der et utal af gaester og ekspedienter. Der var konstant fittings, skjorter der blev hasteleveret til skraedderne paa 1. etage og maend der sad modloest og stirrede blankt ud i luften (de var faktisk ret morsomme at betragte).





Det var ogsaa muligt at faa syet sko i Hoi An...eller syet er vist saa meget sagt...limet sko er nok mere korrekt, men det var en oplevelse.







Over for skraedderbutikken var der den fineste lille butik med water puppets.Water puppets var risboendernes underholdning og er traefigurer paa en planke som placeres i vandet overflade. En raekke snorer kan faa dukkerne til at bevaege sig...lidt ligesom marionetdukker bare vandret paa en vandoverflade. Dukkerne i butikken var op til 150 aar gamle, meget smukke og fascinerende.

Den japanske bro (meget gammel bro) i Hoi An. Den er afbilledet paa utallige postkort og nu forevigt paa vores blog. Vi saa den, vi gik over den ( det tog 30 sek.) og vi tog et billede.

Vi tog en baadtur paa en time og saa den gamle bydel fra vandsiden. Det var meget fint, men ikke saa idyllisk, da motoren larmede sindssygt meget. Da vi kom tilbage fra baadturen satte vi os ind paa restauranten i midten paa oeverste etage og spiste frokost, laeste i vores boeger og kiggede paa de lokale og turisterne...Malou tog sig endda en lille lur..det var langt mere idyllisk. Bonus ved at sidde paa foerste etage er, at der ikke kan komme postkortsaelgere og tiggere hen til dig, en enkelt proevede dog at saelge armbaand ved at raabe op til os...de er virkelig ihaerdige.

Paa baadturen sejler vi forbi denne gamle mand. Han kommer ind fra sidelinjen og kommer frem i vandet ved at vippe baaden frem med hele sin kropsvaegt, saa baaden naermest hopper hen over vandet ligesom naar man slaar smut, det ser enormt morsomt ud og virker meget autentisk. Han stopper op ud for baaden, goer honoer og straekker derefter haanden ud for at faa penge...intet er gratis i Vietnam og det er sjaeldenet at opleve noget virkelig autentisk.

Det enedelige resultat efter uendelige fittings i smaa rum sammen med andre noegne turister. Men saa meget det hele vaerd:)

Nha Trang - den rigtige badeby

Nha Trang viste sig at vaere en rigtig badeby...ikke som det falske sted Muine. Bloggen er lidt out of date (der har vaeret en hel del sightseeing)..sidder lige pt paa en netcafe i Bangkok og venter paa et nattog til Chiang Mai (heldigvis har vi faaet billetter paa 2. klasse! - nu er det slut med at frygte for vores liv!)





En rundkoersel i Nha Trang...den er jo overhovedet ikke rund! Men soed saa den ud.

Den franske arv...baguettes og den leende ko. Malou genfandt glaeden ved den leende ko i Vietnam og en lille pakke den leende ko fulgte hende overalt...den leende ko er en undervurderet spise:)

Nha Trang var det sted, hvor vi oplevede et aegte vietnamesisk marked. Vi tjekkede tidligt om morgenen ind paa et 6 dollar hotel kaldet My Dung (hihi), hvor vi fik penthouse suiten med egen altan (altan = en kold oel og solnedgang over hustagene og vandet). Vi gik ned til det lokale marked, hvor alt var til salg og det summede af aktivitet og vietnamesere. Louise har det ikke godt med dette billede, men se hvor glad damen ser ud. Crocodile Dundee go home.. "This a knife" :)

Vietnam er kendt for sin nuddelsuppe Pho. Den spises traditionelt om morgenen og i de sene nattetimer. Gadekoekkerne kunne vaere propfyldte med mennesker paa smaa plastic havestole i boernestoerrelse, der spiste pho. Smagte virkeligt laekkert og meget friskt..meget autentisk.

En af attraktionerne i Nha Trang er deres mudderbade og mineralske hot springs. Vi betalte ca. 30 kr. for mudderbad + swimmingpools + mineralbad..og vi sluttede af med en gang thaimassage (ja de gik paa vores ryg og ja det var maerkeligt). Det var alle typer, der brugte mudderbadene lige fra backpackere til gamle rynkede vietnamesere. Studerer man billedet naermere kan man se, at Dave (vores engelske rejseven) havde en fantastisk dag..han var en ren sugardaddy omgivet af tre piger i bikini hele dagen. Lindsey var ikke for glad for, at Dave skulle sidde ved siden af Louise paa billederne, saa hun fik lige placeret sig imellem:)

Sugarcane..friske sukkerroer presses og saften kommes i et glas med isterninger...fantastisk!!!

Malou loves sugarcane..

En dag i Malous strandliv....suk.

Ja det er en haand...ja jeg var ikke god til at smoere min solcreme ud og ja haanden er der stadigvaek...krydser fingre for, at den forsvinder paa Borneo.

Lille tip: har du faktor 50 paa haanden sa smoer det ud paa hele laaret

En af forslagene i Lonely Planet (ja, vi har bogen!!!) til sightseeing i Nha Trang var at tage en cablecar til en af oerne, der skulle vaere en fantastisk udsigt. Der var en fantastisk udsigt! Louise har lidt hoejdeskraek, men det ses slet ikke ;)
Vi blev fragtet ud til cablecaren paa en scooter hvor vi sad tre paa...Malou troede hun skulle doe, men det var billigt.

Da vi ankommer til oen Vinpearl viser det sig at vaere en oe ejet af et seksstjernet resort og med dertilhoerende amusementpark, vandland, akvarium og golfbane. Vi traeder direkte ud i et minitivoli med karuseller og rutsjebaner, men ingen mennesker. Vi var paa denne oe i straalende solskin, med "to die for" udsigt midt i et mennesketomt tivoli....det var ubeskriveligt og helt fantastisk.

Vi skulle selvfoelgelig proeve det hele...bemaerk den slaaende lighed med scooterbilledet fra Koh Lanta...ja, Louise er stolt af sin hest:) (og Allan, tjek lige sandalerne!!!)

Der var et kaempe omraade med indoorgames - en 4D biograf og alt hvad hjertet begaerede af spil. Malou gik i barndommen og blev mindet om hendes dage med Street Fighter kampe mod hendes lillebror paa Gran Canarie :)

Her opdagede Louise Malous skjulte noerde kvaliteter :)

The big fish tank.

Der var saa fine fisk: hajer, skildpadder, soeheste, kaemepe fisk paa stoerrelse med os selv etc.

Et minikattegatcenter med et lille rullebaand, saa man blev transporteret forbi alle fiskene i et roligt tempo.

Efterfoelgende var i vandland med kaempe vandrutsjebaner. Malou var skraekslagen, da hun blev kastet ud i en rutsjebane ifoert en kaempe badering med Louise, men det var ret sjovt bagefter. Senere lagde vi os ned paa stranden og laa i vandkanten i det fineste hvide sand og noed dagens sidste solstraaler.

Da vi kom tilbage til byen var det Vietnams Uafhaengighedsdag. Hele Nha Trang var paa gaden i et kaempe gigantisk festkaos af biler, scootere og mennesker. Den hvide mand er Onkel Ho.

All the pretty lights..kameraet goer dem langt fra fyldest.

Som sild i en toende.

Det var umuligt at bevaege sig frem eller tilbage og ufatteligt, at der var saa mange mennekser overalt.

Vi satte os ned paa en plads naer stranden og blev tilbudt hjemmegjort braendevin af de lokale. De kunne ikke et ord engelsk, men var lutter smil og meget interesseret i os vestlige mennesker. Boernene gjorde store oejne, da de saa sig selv i kameraet, det var saa fantastisk og meget autentisk:)

Find Holger :)

Paa vores sidste dag i Nha Trang lejede vi cykler og cyklede langs med vandet med en kurv fyldt med madpakker. Malou var inde og se Cham taarnet som er en helligdom, hvor vietnameserne kommer dagligt og beder. Bygningerne var meget gamle og vildt flotte og kiggede man ind stod vietnameserne med roegelsespinde. Et maerkeligt miks af turister og lokale der kom for at tilbede deres guder, meget privat og offentligt paa samme tid.

Imens stod Louise udenfor og noed vejret...hun havde dog placeret sig lige ved siden af maendenes offentlige toilet, det var ogsaa meget autentisk:)

Den store moder, Chamreligionen havde en del falliske symboler. Der var et minimuseum med det mest fantastiske billede af en turist der beder til en kaempe penis, fandt aldrig helt ud af hvad det gik ud paa.

Mui Ne - Oerkenvandring

Bussen ankommer til Mui Ne ved middagstid, vi finder inden for fem minutter et vaerelse til 6 dollar. Solen skinner, vi springer i bikinien, smoerer os ind i solcreme, finder badehaandklaedet og er SAA klar paa sol og strand efter 2 uger med byliv...vi krydser vejen, gaar ud i sandet, kommer ned paa stranden og saa blaeser det syv pelikaner!! Vi var saa skuffede!! Proever dog at ligge os i solen paa et par stole, men maa opgive, hvis vi ikke ville blive til et menneskeligt sandslot. Da vi faar kigget os lidt om er der naesten ingen mennesker paa standen, men proppet med windsurfere og kitesurfere i vandet.





Mui Ne - kitesurferens paradis

Sandklitterne omkring Mui Ne skulle vaere fantastisk smukke, vi bookede en sunrise tour. Klokken 4 om morgenen blev vi hentet af en aaben jeep, der vist var et levn fra krigen og kun beregnet til 3 personer. Det var en meget autentisk koeretur ud til oerkenen:)

Vi ankommer til den foerste oerken, white-sand desert, hvor der var fuldstandig stilhed, solen var endnu ikke staaet op, vores fodspor var de foerste i sandet - det var uspoleret, spirituelt og fantastisk smukt.

Vi satte os til rette paa en sandbanke og sad den naeste halve time og saa paa solen stige.

Vi var dog langt fra alene i oerkenen, et stykke derfra var et bryllupsshoot igang. Taenker stadig paa om bruden havde kjolen paa fra starten af og var vandret ud i oerkenen (det var paent haardt at gaa i sandet), om hun havde skiftet derude (hvis ja, hvor?) og skulle de giftes samme dag (ville hun saa ikke have sand over det hele?).

"Just five more minutes."

Da vi kom tilbage til vores taxajeepchauffoer, var han i fuld gang med at gamble med de andre lokale.

Dupont og Dupont

Et lille morgenmaaltid i den anden oerken, red-sand desert. Den lille pige til hojre sidder med sandboards, man kunne koebe til en dollar og bruge til sandsurfing...Louise og jeg hyggede os med at loebe barfodet gennem sandet i stedet.

Der var en helt anden hektisk aktivitet i denne oerken og langt fra den stilhed som vi oplevede en halv time tidligere i den foerste oerken...men meget autentisk:)

Paa tilbagevejen gjorde vi holdt ved en lille fiskerlandsby. Kurvene i forgrunden goer det ud for joller og bruges til at ro ud til skibene i.

Sidste stop paa vores sunrisetour var ved Fairy Stream. En lille baek, dejlig koelig, som vi ikke var dybere end til anklen. Vi gik barfodet gennem baekken og igen var der stilhed kun afbrudt af baekkens sagte rislen.

Vi moedte en ko paa vores vej. En lille sidebemaerkning, den leende ko er ufattelig populaer her i Vietnam. En lille baguette med den leende ko kan faes paa hvert gadehjoerne og restaurant. Malou har genfundet glaeden ved den leenede ko, og nyder hver morgen fire sundhedskiks med den leende ko :)

Vi var tilbage paa hotellet klokken otte om morgen og fuldstaendig maettet med oplevelser. Resten af dagen var helt vendt paa hovedet og Malou soegte tilflugt i en loungebar lige om hjoernet hele dagen kun afbrudt af lidt massage. Fantastisk sted, saadan rigtig lounge agtig med musik, cocktails, smaa vaskeklude paa toilettet, hvide sofaer og flagrende hvide lagner. Bonus: alle kitesurferne kom forbi til en lille cocktail efter endt kitesurfing, og ja de var i bar overkrop, og ja Malou hyggede sig.

Vietnam: Ho Chi Minh (det gamle Saigon)

Good evening, Vietnam!

Om bord paa flyet blev vi spurgt af et andet par, om vi ville dele en taxa med dem til backpackeromraadet i Ho Chi Minh. Vi kom godt ud af det med hinanden i taxa og udvekslede emails.

En email senere og en middagsaftale foerte cocktails og nu rejser vi Vietnam rundt med Lindsey og Dave fra England. De er et kaerestear og rejser rundt et halvt aar. Vi er gnisten, der har faaet deres kaerlighed til at blusse op igen...

Stemningsbillede fra det lokale marked. Kort tid inden dette billede gik vi ved et uheld forbi boderne med frisk fisk. Der var kaempe tanke med kaempe fisk, friske muslingerne, hummere, rejer og krabber. En krabbe var undsluppet og kravlede forvildet rundt mellem de mange tanke, der var ikke rigtig nogen udvej for den stakkels krabbe..krabbe paa marked = doed krabbe.

(Paa mange af restauranterne kan man selv vaelge sin fisk frisk fra akvariet).

Krigsturismen er massiv i Ho Chi Minh.

Vi var paa War Crimes Museum, der tidligere hed Museum of American War Crimes (med god grund)...udlaegningen af krigen var temmelig one-sided. Museet var temmelig gammeldags med tanks, vaaben, montrer osv. Men billederne var fuldstaendig forfaerdelige. Der var billeder af ofrene for Agent Orange (kemikalie amerikanerne brugte under krigen) der resulterede i misdannede boern uden arme og ben med deforme hoveder, skaeve lemmer og manglende oejne. Agent Orange ofrene blev foedt helt frem til 1990'erne...skraekkeligt at kigge paa billeder af vietnamesere paa ens egen alder og yngre doemt til en fremtid som kroebling.

Nogle af de billeder der gjorde staerkest indtryk var dem som amerikanske fotojournalister havde taget, imens de havde fulgt amerikanske tropper rundt i Vietnam. Teksten til billedet ovenfor loed: "Guys were about to shoot these people" Ron Haebarle remembers. " I yelled, 'Hold it' and shot my picture. As I walked away I heard M16s open up. From the corner of my eyes I saw bodies falling but I didn't turn to look."

Der var flere af saadanne billeder og uendelige massakre. To broedre paa under ti aar skydes ned, fordi de tilfaeldigt passerer amerikanske tropper. Den aeldste bror skydes foerst og falder ned paa den yngre bror for at beskytte ham, men forgaeves. Det var meget skraemmende at se paa og helt uvirkeligt, at fotograferne kunne distancere sig saa meget.

Vi havde sat os paa trappen i museumshaven...kiggede lidt paa tanks og turister - skulle lige sunde os efter de mange indtryk og tale lidt om tingene. Vi ser et lille indhak og opdager, at det er museumssektionen om tortur. Pigtraadsburene ovenfor var til fanger, det forreste blev brugt til 2-3 fanger, det bagerste til 6-7 fangerne. Man fornemmer ikke dimensionerne, men de var saa smaa, at man ikke engang ville kunne sidde uden at blive spiddet.

Der var billeder af torturofre, der havde overlevet men manglede oejne og lemmer. En mand fik amputeret den ene fod som led i forhoeringsproceduren - fem amputationer og et halvt aar senere sad han uden ben og med en knaekket sjael (forfaerdeligt billede).

Der var en kaempe guillotine og uendelige beskrivelser af torturmetoder.

Det var voldsporno i sin fulde potens, og man fornemmede virkelig den historie Vietnam lever med - krigsmuseet gjorde dybt indtryk paa os.

Dagen efter tog vi en bus til Cu Chi tunnellerne. Her levede Viet Cong under jorden i flere aar. Gangene var bitte smaa, intet vestligt mennekse ville kunne bevaege sig rundt i tunnellerne uden at sidde fast - ikke medmindre man var et 7-aarigt barn. 100m af tunnellerne var blevet udvidet, saa turister kunne gaa (sammenkroebet/halvt kravlende) i gangene. Vi holdt til 20 m, det var jo mega varmt og klaustrofobisk!
Der var spaendende historier om faelder der blev brugt til at fange dyr og amerikanske soldater - hvordan de lavede mad i morgendisen, saa roegen ikke kunne ses - hvordan de lavede sandaler, saa deres fodspor lignede dyrespor - at de koebte amerikansk saebe saa blodhundende ikke kunne lugte sig frem til dem osv.

En vietnamesisk Adonis...we love:)

Det mest karakteristiske ved Saigon var muligvis trafikken. For hver bil er der maaske 50 scootere. Gaderne er ofte meget (mega!!) svaere at krydse, fordi scooterne har foersteret til at koere og de dytter i et vaek, men vi har fundet frem til koden:

Dyt = her kommer jeg paa min scooter, har du set mig?

Dyyt = jeg er paa vej rundt i et sving, er der nogen paa den anden side?

Dyt dyt = Kan du flytte dig, for her kommer jeg paa min scooter og du koerer ikke hurtigt nok

Dyyyyyyyt = flyt dig din turist - har du ikke set mig paa min scooter...du gaar alt for langsomt.

I enkele kryds var der ikke gadelys. Her gjaldt det bare om at faa moevet sig igennem. Som fodgaenger var det ofte et spoergsmaal om liv og doed :) Man skal bare lukke oejnene og traede ud i det, det er lidt ligesom at svoemme ind i en fiskestime, trafikken tilpasser sig automatisk til een.

Koen af busbillet:

Situation 1: Forhandling med busselskabet om koeb af en Open Ticket, som vi rejser paa hele vejen op igennem Vietnam. Man kan vaelge seks destinationer, hvor man hopper af og paa bussen. Ekspedienten var ikke saerlig villig til at forhandle om prisen. Men.....

Situation 2: Louise og Lindsey prover haardt at forhandle. En kombination af engelsk haardhed og dansk charme (we are very poor)..

Resulterer i at vi fik forhandlet prisen ned med 1 dollar:)

Sleeper bus til 34 dollars here we come...wuuhuuu.

Det er en super laekker sovebus, hvis chauforren bare ville lade vaere med at dytte hvert 2. minut ...og beskylde Louise for at oedelaegge bussen med hendes lange lemmer, saa ville det vare en 1. klasses tur :)

Og regnem forfulgte os fra Kualar Lumpur til Saigon. Gaderne blev fuldstaendig oversvommet, kloaksystemet fungerer ikke optimalt, maaske paa grund af alle rotterne (der er vildt mange rotter her) . Boernene (Louise) synes det var helt fantastisk og havde vandkampe med turisterne.